Hvis din organisation har underskrevet en Dropbox Business-, Dropbox Services-, eller Dropbox Enterprise-aftale med Dropbox, kan denne aftale have ændret nedenstående persondatapolitik. Kontakt din organisations administrator for yderligere oplysninger.
Denne oversættelse er udelukkende udarbejdet for nemheds skyld, og den engelsksprogede version vil have fortrinsret i tilfælde af eventuelle afvigelser.
Dropbox' politik for beskyttelse af personlige oplysninger
Offentliggjort: 26. september 2023
Ikrafttrædelsesdato: 26. september 2023
Du kan se den tidligere persondatapolitik her.
Tak, fordi du bruger Dropbox! Her beskriver vi, hvordan vi indsamler, anvender og håndterer dine persondata, når du benytter vores websites, software og tjenester (“tjenester”). Du kan finde flere oplysninger og detaljer på vores side med ofte stillede spørgsmål.
Hvad og hvorfor
Vi indsamler og anvender følgende oplysninger med henblik på at levere, forbedre, beskytte og markedsføre vores tjenester.
Kontooplysninger. Vi indsamler de oplysninger, du giver os, når du gør ting som at oprette din konto, opgradere til en betalt konto og indstille totrinsbekræftelse (f.eks. navn, e-mailadresse, telefonnummer, betalingsoplysninger og fysisk adresse), og knytter oplysningerne til din konto.
Dine ting. Hensigten med vores tjenester er give dig en nem og personligt tilpasset metode til at gemme dine filer, dokumenter, billeder, kommentarer, beskeder osv. ("dine ting"), samarbejde med andre og arbejde med flere enheder og tjenester. For at gøre det muligt opbevarer, behandler og overfører vi dine ting samt oplysninger, der er relateret til dem. De relaterede oplysninger kan f.eks. være dine profiloplysninger, der gør det lettere at samarbejde og dele dine ting med andre. Det kan også være ting som størrelsen på en fil, det tidspunkt, den blev uploadet, samarbejdspartnere og brugsaktivitet.
Kontakter. Du kan vælge at give os adgang til dine kontakter for at gøre det let for dig og dit Dropbox-team. Hvis du er en Dropbox-teambruger, kan du f.eks. dele og samarbejde om dine ting, sende beskeder og invitere andre til at bruge tjenesterne. Hvis du gør det, gemmer vi disse kontakter på vores servere.
Oplysninger om brug. Vi indsamler oplysninger om, hvordan du bruger tjenesterne, herunder de handlinger, du foretager på din konto (som deling, redigering, visning, oprettelse og flytning af filer eller mapper, samt at sende og modtage anmodninger om elektronisk underskrift og andre transaktioner). Vi bruger disse oplysninger til at levere, forbedre og markedsføre vores tjenester og beskytte Dropbox' brugere. I vores Ofte stillede spørgsmål finder du flere oplysninger om, hvordan vi bruger oplysningerne om brug.
Oplysninger om enhed. Vi indsamler også oplysninger fra og om de enheder, du bruger til at få adgang til tjenesterne. Dette omfatter ting som IP-adresser, den type browser og enhed, du bruger, den webside, du besøgte, før du kom til vores websites, og identifikatorer tilknyttet dine enheder. Dine enheder (afhængigt af deres indstillinger) sender muligvis også oplysninger om placering til tjenesterne. Vi bruger f.eks. oplysninger om enheden til at registrere misbrug og identificere og finde årsagen til fejl.
Cookies og andre teknologier. Vi benytter teknologier såsom cookies og pixel-tags med henblik på at levere, forbedre, beskytte og markedsføre vores tjenester. Cookies hjælper os for eksempel med at huske dit brugernavn til dit næste besøg, forstå din interaktion med vores tjenester og forbedre dem baseret på disse oplysninger. Du kan indstille din browser til ikke at acceptere cookies, men dette kan begrænse dig i din brug af vores tjenester. Hvis vores systemer modtager et DNT:1-signal fra din browser, reagerer vi på signalet som beskrevet her. Vi vil måske også bruge tredjepartsudbydere af tjenester, som indstiller cookies og lignende teknologier til at markedsføre Dropbox' tjenester. Du kan læse mere om, hvordan cookies og lignende teknologier fungerer, og hvordan man fravælger brugen af dem til reklameformål, her.
DocSend og Dropbox analytics. Når du bruger DocSend- eller Dropbox analytics-delen af vores tjenester til at se indhold med, indsamler vi oplysninger, herunder dine identifikations- og enhedsoplysninger, som f.eks. e-mailadresser, IP-adresser og enhedsidentifikatorer på enheder, du bruger til at se indhold med. Vi indsamler også oplysninger om, hvordan du interagerer med det viste indhold, som f.eks. datoen og tidspunktet for, hvornår du ser indholdet, antal gange og varighed, og hvilke dele af indholdet du ser.
Marketing. Vi giver brugerne mulighed for at bruge nogle af vores tjenester gratis. Vi har mulighed for at stille disse gratis tjenester til rådighed, fordi nogle brugere opgraderer til en af vores betalte tjenester. Hvis du tilmelder dig vores tjenester, vil vi en gang imellem sende oplysninger om opgraderinger til dig, hvis det er tilladt. De brugere, der modtager dette marketingmateriale, kan når som helst framelde det. Hvis du ikke ønsker at modtage en bestemt type marketingmateriale fra os, kan du klikke på linket ‘afmeld’ i en relevant e-mail eller opdatere dine indstillinger under Meddelelser på din private konto.
Vi indsamler muligvis også oplysninger fra dig, hvis du interagerer med Dropbox-repræsentanter ved en begivenhed, downloader marketing- eller uddannelsesmateriale fra vores website eller kontakter en Dropbox-repræsentant. Vi vil muligvis bruge de oplysninger, du giver os, til at sende yderligere markedsføringsmateriale til dig.
Vi kontakter undertiden personer, der ikke har en Dropbox-konto. For modtagere i EU gælder, at vi eller en tredjepart vil indhente dit samtykke, før vi kontakter dig. Hvis du modtager en e-mail og ikke længere ønsker at blive kontaktet af Dropbox, kan du afmelde det og blive fjernet fra vores kontaktliste fra selve e-mailbeskeden.
Grundlag for behandling af dine data. Vi indsamler og bruger de persondata, der er beskrevet ovenfor, med henblik på at levere tjenesterne til dig på en stabil og sikker måde. Vi indsamler og bruger også persondata til vores egne legitime forretningsmæssige behov. Hvis vi behandler dine persondata med henblik på andre formål, beder vi på forhånd om dit samtykke eller kræver, at vores partnere indhenter dette samtykke. Du kan få flere oplysninger om det retslige grundlag for behandling af dine data i vores ofte stillede spørgsmål.
I vores ofte stillede spørgsmål finder du flere oplysninger om de kategorier af persondata, der er inkluderet i ovenstående oplysninger.
Med hvem
Vi deler muligvis oplysninger i de tilfælde, der er beskrevet herunder, men vi sælger dem ikke til annoncører eller andre tredjeparter.
Andre, der arbejder for og med Dropbox. Dropbox benytter en række pålidelige tredjeparter (f.eks. leverandører af kundesupport og it-tjenester) til at opnå de forretningsmæssige mål, der går ud på at levere, forbedre, beskytte og markedsføre vores tjenester. De pågældende tredjeparter opretter adgang til dine oplysninger for at udføre opgaver på vores vegne, og vi har det fulde ansvar for, at de behandler dine oplysninger i henhold til vores instruktioner. I vores ofte stillede spørgsmål kan du se en liste over de tredjeparter, vi har tillid til, og som vi bruger til at behandle dine persondata, og flere oplysninger om de kategorier af persondata, vi videregiver.
Andre Dropbox-selskaber. Dropbox deler infrastruktur, systemer og teknologi med andre Dropbox-selskaber for at levere, forbedre, beskytte og markedsføre tjenester fra Dropbox-selskaber. Vi behandler dine oplysninger på tværs af Dropbox-selskaberne til disse formål i det omfang, det er tilladt i den gældende lovgivning, og i overensstemmelse med selskabernes vilkår og politikker. Du kan få flere oplysninger om Dropbox-selskaber, tjenester fra Dropbox-selskaber og den måde, dine data bruges på, i vores ofte stillede spørgsmål.
Andre brugere. Vores tjenester er designet til at hjælpe dig med at samarbejde med andre. Hvis du registrerer din Dropbox-konto med en e-mailadresse på et domæne, der ejes af din arbejdsgiver eller organisation, tilmelder dig et Dropbox-team eller samarbejder med andre Dropbox-brugere, kan vi foreslå dig eller dit team som en potentiel samarbejdspartner til andre brugere eller teams. Hvis du f.eks. interagerer med en person i en virksomhed, og denne person ofte arbejder med en af vedkommendes kolleger, kan vi foreslå dig som en potentiel samarbejdspartner for den pågældende kollega. Samarbejdspartnere og potentielle samarbejdspartnere kan se nogle af dine grundlæggende oplysninger, f.eks. dit navn, dit Dropbox-teamnavn, dit profilbillede, din enhed, din e-mailadresse og dine forbrugsoplysninger. Det hjælper dig med at holde dig ajour om de teams, du kan tilmelde dig, og det hjælper andre brugere med at dele filer og mapper med dig.
Visse funktioner giver dig mulighed for at gøre yderligere oplysninger tilgængelige for andre. Hvis du f.eks. får vist en fil eller mappe, som er delt via DocSend eller Dropbox analytics, deler vi dine identificerende oplysninger, som f.eks. navn og e-mailadresse, oplysninger om den enhed, du brugte til at se indholdet med, hvor lang tid du brugte på at se indholdet samt hvilken del af indholdet du så, med ejeren af den pågældende fil eller mappe.
Anden anvendelse. Du kan vælge at forbinde din Dropbox-konto med tjenester fra tredjeparter – f.eks. via Dropbox API'er. Når du gør det, sætter du Dropbox og disse tredjeparter i stand til at udveksle oplysninger om dig og data i din konto, så Dropbox og tredjeparterne kan levere, forbedre, beskytte og markedsføre deres tjenester. Bemærk, at tredjeparters brug af dine oplysninger er underlagt deres egne persondatapolitikker og servicebetingelser.
Teamadministratorer. Hvis du er bruger af Dropbox-team, kan din administrator muligvis få adgang til og have kontrol over din Dropbox-teamkonto. Du henvises til din organisations interne politikker, hvis du har spørgsmål herom. Hvis du ikke er en Dropbox-teambruger, men interagerer med en Dropbox-teambruger (f.eks. ved at deltage i en delt mappe eller få adgang til ting, der deles af denne bruger), kan medlemmer af den pågældende organisation muligvis se oplysninger om dig (f.eks. dit navn, din e-mailadresse og dit profilbillede) og din interaktion med Dropbox-teambrugeren (f.eks. din IP-adresse). Hvis du deler dine ting med en bruger i et Dropbox-team, kan administratoren for teamkontoen muligvis få adgang til og redigere det, du deler.
Lov og orden og offentlighedens interesse. Vi videregiver muligvis dine oplysninger til tredjeparter, hvis vi skønner, at en sådan videregivelse med rimelighed kan anses for at være nødvendig for at (a) overholde gældende lovgivning, bestemmelser, retslig procedure og efterkomme anmodninger fra relevante myndigheder, (b) beskytte personer mod død eller alvorlig legemsbeskadigelse, (c) forhindre bedrageri eller misbrug af Dropbox eller vores brugere eller (d) udføre en opgave i offentlighedens interesse.
Varetagelse af dine data er altafgørende for os, og det er et ansvar, vi tager meget seriøst. Vi mener, at dine data bør være underlagt den samme grad af juridisk beskyttelse, uanset om de opbevares i vores tjenester eller på din hjemmecomputers harddisk. Vi overholder følgende principper for dataanmodninger fra myndighederne, når vi modtager, undersøger og reagerer på myndigheders anmodninger (herunder anmodninger, der vedrører nationens sikkerhed) om dine data:
- Udviser gennemsigtighed
- Bekæmper brede anmodninger
- Beskytter alle brugere
- Leverer tjenester, man kan have tillid til
Vi udgiver en gennemsigtighedsrapport som en del af vores forpligtelse til at informere dig om, hvornår og hvordan myndighederne anmoder os om oplysninger. Denne rapport beskriver de typer og det antal anmodninger, vi modtager fra retshåndhævende myndigheder. Vi opfordrer dig til at gennemgå vores Principper for dataanmodninger fra myndighederne og Gennemsigtighedsrapport for at få mere detaljerede oplysninger om vores tilgang til og reaktion på anmodninger fra myndighederne.
Hvordan
Sikkerhed. Vi har et særligt team, der har til opgave at beskytte dine oplysninger og søge efter sårbarheder. Vi arbejder løbende på funktioner til at holde dine oplysninger sikre samt andre tiltag såsom totrinsbekræftelse, kryptering af inaktive filer og meddelelser, når nye enheder og apps forbindes med din konto. Vi har iværksat automatiserede teknologier med henblik på at finde stødende adfærd og indhold, der kan skade vores tjenester, dig eller andre brugere.
Brugerstyring. Du kan få adgang til, ændre, downloade og slette dine personlige oplysninger ved at logge på din Dropbox-konto og gå til siden med kontoindstillinger. Du kan læse mere om, hvordan du generelt administrerer dine kontooplysninger, her eller klikke her for at se, hvordan du ændrer dine profiloplysninger.
Opbevaring. Når du opretter en konto hos os, opbevarer vi de oplysninger, du lagrer på vores tjenester, lige så længe din konto findes eller vi har brug for oplysningerne for at kunne levere vores tjenester til dig. Hvis du sletter din konto, indleder vi sletningen af oplysningerne efter 30 dage. Læs mere her. Bemærk! (1) Der kan være en vis forsinkelse ved sletning af disse oplysninger fra vores servere og backup-opbevaring, og (2) vi kan beholde disse oplysninger, hvis dette er nødvendigt for at overholde vores juridiske forpligtelser, løse tvister eller håndhæve vores aftaler.
Brug af data fra Google API'er. Dropbox' brug og overførsel af oplysninger modtaget fra Google API'er til andre apps skal overholde Googles politik om API-tjenesters brugerdata herunder krav om begrænset brug.
Hvor
I hele verden. For at kunne levere tjenesterne til dig er det muligt, at vi opbevarer, behandler og sender data til USA og andre steder rundt omkring i verden – herunder steder uden for dit land. Der kan også opbevares data lokalt på de enheder, du bruger til at få adgang til tjenesterne.
Dataoverførsler. Når Dropbox overfører data fra Den Europæiske Union, Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, Storbritannien og Schweiz, er vi afhængige af en række juridiske mekanismer, såsom kontrakter med vores kunder og tilknyttede virksomheder, standardkontraktbestemmelser, programmet til værn om privatlivets fred mellem EU og USA, den britiske udvidelse af programmet til værn om privatlivets fred mellem EU og USA samt programmet til værn om privatlivets fred mellem Schweiz og USA og Europa-Kommissionens beslutninger om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet for visse lande, alt efter hvad der er relevant.
Rammer for databeskyttelse. Dropbox overholder programmerne til værn om privatlivets fred mellem EU og USA samt mellem Schweiz og USA og den britiske udvidelse af programmet til værn om privatlivets fred mellem EU og USA som fastsat af det amerikanske handelsministerium vedrørende behandling af persondata, der overføres fra EU, det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, Storbritannien og Schweiz til USA. Dropbox har certificeret over for det amerikanske handelsministerium, at det overholder principperne i disse programmer til værn om privatlivets fred med hensyn til sådanne data, men dette omfatter ikke DocSend- eller Formswift-delene af tjenesterne. Hvis der er nogen konflikt mellem denne persondatapolitik og principperne i programmerne til værn om privatlivets fred, skal principperne gælde. I overensstemmelse med principperne forbliver Dropbox ansvarlig for videre overførsel, hvis en databehandler behandler persondata på en måde, der er uforenelig med principperne. Hvis du vil vide mere om programmerne til værn om privatlivets fred og se vores certificering, kan du besøge https://www.dataprivacyframework.gov.
Dropbox er underlagt kontrol fra U.S. Federal Trade Commission. Ansvaret for at gennemgå og afklare klager vedrørende vores overholdelse af værnene om privatlivets fred (“Data Privacy Framework”) er pålagt JAMS – en uafhængig organisation i USA. Vi beder dig om i første omgang at sende eventuelle klager af denne type direkte til os på [email protected]. Hvis du ikke er tilfreds med vores svar, kan du kontakte JAMS på https://www.jamsadr.com/dpf-dispute-resolution. Hvis svaret fra JAMS heller ikke er tilfredsstillende, kan du være berettiget til en bindende voldgiftsafgørelse iht. Bilag I i principperne for værnene om privatlivets fred (“Data Privacy Framework Principles”).
Din kontrol af og adgang til dine oplysninger
Du har kontrol over dine persondata og den måde, de indsamles, bruges og deles på. Du kan f.eks.:
- Slette dine ting i din Dropbox-konto. Du kan få mere at vide om, hvordan du sletter filer, der opbevares i Dropbox, her.
- Redigere eller rette personlige data. Du kan administrere din konto og indholdet i den samt redigere nogle af dine personlige data på siden med dine kontoindstillinger.
- Få adgang til dine data og overføre dem til et andet sted. Du kan få adgang til dine persondata fra din Dropbox-konto, og du kan downloade en kopi af dine ting i maskinlæsbart format som beskrevet her. Du kan også bede os om en kopi af de persondata, du har oplyst til os, eller som vi har indsamlet, det forretningsmæssige eller kommercielle formål med at indsamle dem, de typer kilder, vi har fået dem fra, og de typer tredjeparter, vi har delt dem med.
- Gøre indsigelse mod behandlingen af dine persondata. Afhængigt af behandlingsaktiviteten kan du anmode om, at vi stopper eller begrænser behandlingen af dine persondata.
Hvis du ønsker at sende en anmodning om dataadgang eller gøre indsigelse mod behandlingen af dine persondata, kan du sende en e-mail til os på [email protected]. For at anmode om, at dine personlige data slettes, bedes du udfylde denne formular. Du kan få flere oplysninger om, hvordan du kontrollerer og får adgang til dine persondata, i vores ofte stillede spørgsmål.
Dropbox som dataansvarlig eller databehandler. Hvis du har bopæl i Nordamerika (USA, Canada og Mexico), fungerer Dropbox, Inc. som din tjenesteudbyder. For alle andre brugere fungerer Dropbox International Unlimited Company som dataansvarlig for dine persondata. Hvis du er Dropbox Teams-kunde uden for Nordamerika, eller hvis du bruger Dropbox Sign eller DocSend-team-delen af tjenesterne, fungerer Dropbox som databehandler for dine data.
Ændringer
Hvis vi er involveret i omstrukturering, fusion, opkøb eller salg af vores aktiver, kan dine data blive overført som en del af den pågældende aftale. Vi vil underrette dig (f.eks. via en meddelelse til den e-mailadresse, der er tilknyttet din konto) om en sådan aftale og skitsere dine muligheder i et sådant tilfælde.
Vi kan løbende revidere denne politik for beskyttelse af personlige oplysninger og offentliggør den seneste version på vores website. Vi giver dig besked, hvis en revision begrænser dine rettigheder i væsentlig grad.
Kontakt
Har du spørgsmål eller bekymringer vedrørende Dropbox, vores tjenester eller beskyttelse af personlige oplysninger? Kontakt vores ansvarlige for databeskyttelse på [email protected]. Hvis vedkommende ikke kan svare på dit spørgsmål, har du ret til at kontakte din lokale myndighed, der fører tilsyn med databeskyttelse.